Kirkelige handlinger

   Kirkekontoret  

 
Helene Holm, Sønderupvej 4, 4200 Slagelse. Tlf. 2345 6886 mail: praesten@soenderupkirke.dk


HVOR SKAL JEG HENVENDE MIG?

… hvis jeg ønsker en personlig samtale
Alle kan henvende sig til sognepræsten for en personlig samtale. Samtalen kan handle om religiøse spørgsmål, men også om ethvert andet emne, som man føler behov for at tale med et andet menneske om. Til tider kan man ønske én at betro sig til. En der lægger et lyttende øre til. En man kan stole på, som ikke sladrer eller bringer videre.

Præsten har altid tavshedspligt, så uanset hvad du har på hjerte, kommer det ikke videre og skrives ikke op. Præsterne har stadig et embede med den mest omfattende tavshedspligt, der findes i vort samfund. Denne del af præstens embede står der stor respekt omkring og den vogtes af præsterne i  den danske folkekirke

Det er selvfølgelig sin sag at bede præsten om et møde. Det kunne måske være en lettelse, at lufte et emne anonymt over for præsten, og så senere beslutte, om man skulle kontakte for en samtale.

…hvis jeg har fået et barn
Når et barn er født, skal forældrene meddele det til moderens bopælssogn senest 14 dage efter fødslen. Pligten til anmeldelse gælder alle, uanset ens religiøse tilhørsforhold, da fødselsregistreringen er en opgave Folkekirken varetager på vegne af staten.

På sygehuset udleveres en fødselsanmeldelse samt eventuelt en omsorgs- og ansvarserklæring (hvis forældrene ikke er gift). Er blanketten blevet væk eller har man valgt at føde hjemme, kan blanketten hentes på hjemmesiden www.personregistrering.dk eller udleveres hos præsten på præstens kontor i Sønderup Præstegård.
Blanketten udfyldes, underskrives og sendes/ afleveres til sognepræsten.

…hvis jeg vil løse sognebånd
Som medlem af Folkekirken hører du til kirken i det sogn, hvor du bor. Her har du ret til at få foretaget kirkelige handlinger. Ønsker du imidlertid at høre til en anden kirke end der, hvor du bor, kan du som det hedder ”løse sognebånd”.
Du kan f.eks. være flyttet, men ønsker stadig at høre til din gamle menighed, så kan du på denne måde formalisere dit tilhørsforhold.

Ønsker du at løse sognebånd til Sønderup, Nordrup eller Gudum kirke skal du rette henvendelse til sognepræsten. Præsten vil så efter en samtale ordne formalia.

… hvis jeg ønsker at ændre navn
Navneændring for personer bosiddende i Sønderup, Nordrup eller Gudum sogne kan ske ved henvendelse til præstens kontor. Er du født i Sønderjylland, gælder imidlertid særlige regler, og du skal i stedet rette henvendelse til folkeregistret i den sønderjyske kommune, hvor du er født.

Det koster som udgangspunkt 440 kr. at få behandlet en ansøgning om navneændring, men sker din navneændring i forbindelse med en vielse, er den i langt de fleste tilfælde gratis. Gebyret betales med et girokort, eller med Dankort på nedenstående hjemmeside.

Navneændringer sker med udgangspunkt i Navneloven af 24/6 2005. Lovteksten kan læses ved at klikke her.
Blanketten til brug ved navneændring findes på www.personregistrering.dk eller udleveres ved henvendelse til præstens kontor.

… hvis jeg skal anmelde et dødsfald
Ved dødsfald er man som pårørende ofte meget påvirket af sorg og savn, og overskuddet til at tænke på alle de praktiske ting i forbindelse med et dødsfald er som regel meget lille.

De fleste vælger at henvende sig til en bedemand / begravelsesforretning, som herefter hjælper med alt det videre fornødne vedr. bisættelse / begravelse. Blandt andet også udfyldelse af en dødsanmeldelse og anmodning om begravelse/ ligbrænding. Bedemanden hjælper med henvendelse til pågældende præst, kirke eller krematorium.
( mht. begravelse eller bisættelse, læs mere her)

… hvis jeg vil meldes ind i Folkekirken
Personer, som på et eller andet tidspunkt har meldt sig ud af Folkekirken, kan til enhver tid blive medlemmer igen.
Ønsker du at melde sig ind i Folkekirken igen, foregår det ved at du retter henvendelse til en præst ansat i Folkekirken, og overfor ham eller hende fremsætter dit ønske om medlemskab.

Ønsker du at være medlem af Folkekirken uden at være blevet døbt med den kristen dåb, sker det ved et møde med præsten og en dåb. Kun døbte personer kan være medlem af Folkekirken.

… hvis jeg meldes ud af Folkekirken
Udmeldelse af Folkekirken sker enten ved personlig henvendelse til Præsten, hvor man udfylder en udmeldelses-erklæring eller ved at man sender et dateret og underskrevet brev med oplysning om ens personnummer, navn og ønske om udtrædelse af Folkekirken. Dåbsattest bedes i begge tilfælde medbragt / vedlagt.
Kirkekontoret vil dernæst give besked om udmeldelse til folkeregistret, og man vil herefter modtage en attest, hvoraf fremgår, at man er udmeldt at Folkekirken.

Ved udmeldelse mister man retten til kirkelige handlinger, ligesom heller ikke kirkens personale kan forventes at medvirke (organist, kirkesanger, graver mv.). Man mister endvidere rette til at benytte kirken som bygning. Endelig er der særskilte takster for ikke-medlemmers brug af kirkegården.
 

Nyheder


Arkivet

                                                                                                                                                                                            ©2009 www.kirkecom.dk