Begravelse eller Bisættelse

Ved dødsfald

Senest 2 hverdage efter dødsfaldet anmeldes dette på www.borger.dk. Vælg fanen “Sundhed og sygdom”.
Tidspunkt og sted for begravelse/bisættelse aftales med den præst, der skal forestå begravelsen/bisættelsen.
Man kan altid kontakte en præst eller kirkekontoret, hvis man har brug for råd og vejledning.

Begravelse / bisættelse

Henvendelse om begravelse / bisættelse sker hos præsten i Sønderup Præstegård. Vi taler sammen og aftaler tid og sted for begravelsen samt for en samtale. Ofte møder præsten de pårørende i afdødes hjem eller hos familie bosiddende i nærheden. Samtalen kan også foregå på præstens kontor.

Ved samtalen aftales bl.a. hvilke salmer, der skal synges. Forløbet af den kirkelige handling bliver genemgået. På den måde vil man som pårørende lettere føle sig tryg på selve dagen for begravelsen / bisættelsen. Endelig vil præsten spørge til afdødes livshistorie for at kunne skrive en tale med et personligt indhold.

Forslag til salmevalg kan findes på www.dendanskesalmebogonline.dk, og ellers er præsten gerne behjælpelig med at finde salmer i løbet af samtalen.

For valg af gravsted på Sønderup, Nordrup og Gudum kirkegård vil det være en god idé snarest muligt efter dødsfaldet at gå en tur på kirkegården og se hvilke muligheder, der findes. Man er velkommen til at kontakte graverne, som gerne går med rundt, og fortæller om, hvad kirkegården kan tilbyde.

Hvis det ønskes deltager præsten så vidt muligt i samværet efter begravelsen. Det er muligt at benytte Mødesalen til begravelseskaffe, Nordrup Menighedshus kan benyttes, dog til max. 30 personer. Der er også et forsamlingshus i sognene, Hallelev Forsamlingshus.

Hvis det ønskes aflægger præsten besøg til efterladte et stykke tid efter begravelsen. Ønsker man flere besøg kontakt venligst sognepræsten