Åbningstider Efter aftale med graver eller formand.
Kirken ligger i sognets vestlige del, i udkanten af Nordrup by. Kirken består af romansk skib, med to gotiske tilbygninger, et tårn i vest og et våbenhus foran norddøren, samt et nyere kor i skibets bredde.
Den romanske kirke er bygget af rå og kløvede marksten. Den gamle norddør er erstattet af en større og nyere fladbuet dør, medens den nederste del af syddøren udvendig ses tilmuret under et nyere vindue.
Af gotiske omdannelser og udvidelser kan nævnes krydshvælv i skibet, der blev indbygget i begyndelsen af 1400 tallet. Også tårnet, våbenhuset og trappehuset på nordsiden er tilføjet i middelalderen, men tårnet er fornyet og skalmuret i nyere tid. Våbenhuset har ny indgangsdør og nyt østvindue, men en middelalderlig gavl.
Ved istandsættelsen 1875—76 blev kor og apsis revet ned og et nyt kor opført i skibets bredde. Man benyttelse det gamle materiale, men byggede glat gavlfelt af mursten i lighed med de nymurede tårngavle. Rummet blev dækket af et pudset krydshvælv af træ.
Kirkens ejerforhold Kirken er anneks til Sønderup Kirke, og har således også hørt under Det Antvorskovske Rytterdistrikt indtil 1774. Derefter kom den i privateje og hørte under Nordruplund indtil 1825, hvor denne ejendom blev solgt til Sorø Akademi, som herefter ejede kirken, indtil den gik over til selveje i 1934.